Foreningen
The Party Next Generation blev skabt af en flok lokale ildsjæle fra Aars-egnen, der gik sammen med folk med solid erfaring fra eSport – blandt andet fra undervisningsvirksomheden eSport Service. Målet var at lave et arrangement for de unge i lokalområdet, men også for eSport-interesserede fra hele landet og for de skoler, der havde eSport på skemaet.
Ingen af arrangørerne tjente penge på det. Et eventuelt overskud skulle gå videre til foreninger, væresteder og andre gode formål i Vesthimmerlands Kommune.
Historien bag
Navnet er ikke tilfældigt. The Party var engang en af Nordeuropas største LAN-fester med omkring 4.500 deltagere – og den blev holdt præcis det samme sted, i Messecentret i Aars. Da vi besluttede at give festen et comeback, ville vi både ære originalen og gøre plads til noget nyt. Derfor: The Party Next Generation.
Ud over turneringerne lagde vi vægt på, at der også var noget at lave for dem, der ikke ville sidde ved skærmen hele weekenden – fx indendørs hockey og fodbold eller en tur på gokartbanen.
Gæster og samarbejdspartnere
Til arrangementerne kom både youtubere og streamere fra den danske gaming-scene, og en række sponsorer bakkede op med hardware til præmiebordet. Tak til alle, der var med til at gøre det muligt.
Fremtiden
Ingen nye events planlagt.